Hvordan får samfundet råd til basisindkomst?

Basisindkomst er et grundbeløb, som borgerne tildeler hinanden ud fra tanken om, at vi alle bærer et ansvar for hinandens trivsel, og at denne trivsel forudsætter stor personlig frihed.

Basisindkomst er ikke nogen fyrstelig gage. Beløbet vil formentlig ligge et sted mellem folkepension og arbejdsløshedsunderstøttelse og kan varieres efter alder eller på anden vis. Den endelige udformning er i sidste ende en politisk beslutning.

Der anvendes i dag enorme ressourcer på administration og kontrol af et stadigt stigende antal regler og cirkulærer i det offentlige. Med en basisindkomst, der er ens for alle, vil vi kunne spare de økonomiske ressourcer der anvendes på administration og kontrol af overførselsindkomster. Basisindkomst vil med nogle skattetekniske ændringer stort set kunne finansieres med det beløb, som i dag bruges til overførselsindkomster og administration heraf.

Lad os prøve at forestille os, at vi levede i et land uden nogen form for social sikring, men nu har besluttet at ville lancere begrebet overførselsindkomster for at mindske den eksisterende, økonomiske ulighed.

Vi vil med de velkendte ord tage noget fra de rige og give dem til de fattige, fordi vi har indset, at det er rarest at bo i et land, hvor der ikke hersker social nød, hvor alle landets indbyggere er sikre på en indkomst, de kan leve af.

Hvordan skulle vi så konstruere et system, der maksimerede effekten at de midler, der skulle overføres?

For det første skulle systemet sikre, at de midler, der bliver afsat, har maksimal udligningseffekt, hvilket opnås ved, at det er dem, der har bedst råd, der betaler til dem, der har mest brug for pengene.

For det andet bør overførslen ske med minimale transaktionsomkostninger. Når man skal flytte noget, det være sig varer, mennesker eller penge er det altid forbundet med omkostninger. Jo lavere disse er, des mere bliver der til overs til flytningens egentlige formål.

For det tredje er det væsentlig, at systemet ikke medfører uønskede adfærdsændringer: De, som betaler, må ikke pålægges så store byrder, at de enten forlader landet eller holder op med at tjene penge i samme omfang som hidtil. De, som modtager ydelsen, må ikke resignere, men have mulighed for og incitament til at skaffe sig indtægter, der tillader større forbrug end det eksistensminimum, ydelsen tillader.

På trods af, at vi her i landet hvert år omfordeler op imod optil 300 mia. kr. er der belæg for at hævde, at den måde, vi gør det på, langtfra er optimal ud fra disse kriterier. Det er ikke helt forkert, når man siger, at 90% af befolkningen overfører penge til de øvrige 90%!

Omfordelingssystemet er opbygget og udbygget gennem hele det 20. århundrede, så antallet af tilskudsordninger har antaget kafkaske dimensioner og hele tiden kræver nye ordninger, der tilstræber at lukke huller i systemet. Det er derfor ikke underligt, at det kræver en hærskare af sagsbehandlere og administratorer til at afgøre, hvem der er berettiget til hvor meget af hvilke kasser.

Det forekommer, som om der vil være god grund til at retænke og reformere hele systemet, Alle politiske partier taler da også om reformer, men praksis er, at reformiveren udløses ved, at man foreslår at gøre lidt mere eller lidt mindre af det, man hidtil har gjort. Det er det, man i andet sammenhæng har kaldt "the principle of disjoint incrementalization" - de usammenhængende småforandringers princip.

BIEN Danmark har udarbejdet en model for, hvordan en betingelsesløs grundindkomst kan administreres og finansieres:

Se: Finansiering via negativ skat